Spring over hovedmenu

NYHED / 12-09-2022

Opskolingsperioder skal tælle med i afgørelse om ret til tidlig pension

I dag sendes et nyt lovforslag i høring, der har til formål, at borgere, der tidligere har været i opskolingsforløb, fremadrettet skal kunne få perioden talt med i anciennitetsopgørelsen, når borgeren ansøger om retten til tidlig pension.

I foråret igangsatte Beskæftigelsesministeriet et arbejde for at finde en model for medtælling af såkaldte opskolingsperioder, når der beregnes anciennitet til tidlig pension. Dette arbejde er nu blevet til et lovforslag, der lægger op til at ændre reglerne i tidlig pension.

Konkret vil lovforslaget medføre, at der kan gives anciennitet for perioder under opskoling, hvor en borger har modtaget en løbende arbejdsgiverudbetalt supplerende aflønning, fx i form af en overenskomstbestemt opskolingsydelse eller godtgørelse.

Opskoling kan være, når en person i forbindelse med sit job er blevet opskolet til et tidssvarende uddannelsesniveau inden for samme branche. Det gælder fx personer, der efter aftale med deres arbejdsgiver er blevet opskolet fra en forældet syge- eller hjemmehjælperuddannelse. Opskoling var særligt udbredt inden for bistands-, pleje- og omsorgsområdet og pædagogområdet i 1990’erne.

Lovforslaget er netop blevet sendt i ekstern høring, hvorefter lovforslaget forventes fremsat i Folketinget i uge 46 med henblik på at træde i kraft den 31. december 2022.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Jeg er meget glad for, at vi har fundet frem til en god løsning for, hvordan hårdt arbejdende mennesker, der har været under opskolingsforløb i deres lange arbejdsliv, også kan få retten til at trække sig værdigt og tidligere tilbage.

- Med retten til tidlig pension har vi sikret, at nogle af de borgere, der har haft de mest nedslidende job, kan få en værdig tilbagetrækning. Da vi lavede ordningen var vi meget opmærksomme på, at perioder under uddannelse, hvor der udbetales elevløn skulle tælle med i opgørelsen af anciennitet. Med dette lovforslag sikrer vi, at perioder med opskoling, hvor der netop også har været en løn fra arbejdsgiveren, bliver talt med.

- Jeg vil også gerne sende en stor tak til FOA for at have været opmærksomme på deres medlemmer og set, at der var behov for at handle og ændre i lovgivningen.

Kontakt

Pressevagt

51232830